Sydhavns Salonen

Dansepavillonen har med sin unikke arkitektur og historie inspireret til Sydhavns Salonens tilblivelse. I forgrunden ses Helle Fuglsang som medvirkede i adskillige saloner.
Sydhavns Salonen er en aften med koncert, performance, vidensdeling og litteratur.
I hver salon medvirker en forfatter, en performancekunstner eller danser, en forsker og musikere.
Vi har afholdt 21 velbesøgte og udsolgte saloner 2020-2025. Vi er kendt for den uformelle og engagerede stemning og stærke programmer.
Idéen med sådan et blandet show er at publikum kommer hjem med en æstetisk oplevelse, de ikke havde regnet med, udover det de kom efter. Fik oplevet en anden genre eller kunstform end de plejer. Mødt en viden, en tankesammenhæng, der måske føder nye perspektiver og mulighed for handling.
Sydhavns Salonen er skabt og kurateret af Cecilie Brask og afviklet i samarbejde med Karens Minde Kulturhus. Tak til Statens Kunstfond. Kgs. Enghave Lokaludvalg, Københavns Kommune, Karens Minde Kulturfond.
Sydhavns Salonen i 2026: lørdag d.21.3., fredag d.12.6., lørdag d.22.8., fredag d.27.11.
Sydhavns Salonerne 2020-2025
Sydhavns Salonen - det tabte sprog (nr.21 fredag d.3.10.2025) med forfatter og komponist Marina Botes, vidensdeling med forfatter Lee Langvad, lydperformance med Nova Varnrable, koncert med Neu Sierra
Sydhavns Salonen -den store tone (nr.20 fredag d.15.8.2025) med forfatter Fine Gråbøl, Absalon String Quartet, performancekunstner og danser Skjold Rambow, forsker ved"Music in Brain" Bjørn Petersen.
Sydhavns Salonen - kærlighed og kapital (nr.19 fredag d.13.6.2025 [udsolgt]) med forfatter Asta Olivia Nordenhof, ulighedsforsker Birthe Larsen, musik med Dreamstruck og performancekoncert med Starsetz X Wilma Version
Sydhavns Salonen – Jævndøgn (nr.18 fredag d.21.3.2025 [udsolgt]). Koncert med Kira Skov Trio. Oplæsning og tale ved forfatter Thomas Boberg om romanen "Insula". Vidensdeling om antimatter af professor og forsker Jeffrey Hangst (CERN). Performance med Jessie Kleemann.
Sydhavns Salonen – fred? (nr.17 fredag d.4.10.2024 [udsolgt]) Koncert med Michelle Gurevich; ord med forfatter Carsten Jensen; vidensdeling med fredsforsker Isabel Bramsen; performance med Sabitha Söderholm.
Sydhavns Salonen – Den anden virkelighed (nr.16 fredag d.23.8.2024 [udsolgt]) Koncert med Absalon String Quartet; ord med den litterære (Murakami) oversætter Mette Holm; vidensdeling om søvn og hjerne med professor Maiken Nedergaard; danseperformance med Nanna Koppel.
Sydhavns Salonen – Månehjertet (nr.15 fredag d.2.6.2024) koncert med Mija Milovic og hendes store band; ord med digteren Amina Elmi; performance med mimekunstner Helle Fuglsang; tale og oplæsning v. Cecilie Brask.
Sydhavns Salonen – Skabninger under den samme sol (nr.14 fredag d.12.04.2024 [udsolgt]) Koncert med Dreamtones; ord med forfatter Mathilde Walter Clark; vidensdeling om regenerativt landbrug med antropolog og jordbruger Sille Skovgaard; performance med Siham Benamor;
Sydhavns Salonen - på Jorden (nr.13 fredag d.6.10.2023) ord med forfatter Theis Ørntoft; koncert med housefænomenet Julie Pavon; performance med Tora Balslev; vidensdeling om bier af entomolog Ole Kilpinen. En aften om de jordiske slægter, om hvordan vi er viklet ind i hinanden i tid og rum og stof.
Sydhavns Salonen - Fremtiden? (nr.12 fredag 11.8.2023 [udsolgt]) Filosofi og fremtidshåb med chefredaktør Rune Lykkeberg, ord med tidsmagiker og forfatter Solvej Balle, musik med Absalon String Quartet, danseperformance med Carl Giacomello Scharnberg
Sydhavns Salonen - Glødende (nr.11 fredag d.2.6.2023 nr.11 [udsolgt]) koncert med LYDMOR; ord med forfatter Thomas Boberg; vidensdeling om kunstig intelligens med professor Sune Lehmann; danseperformance med Skjold Rambow
Sydhavns Salonen - Ulighed (nr.10 fredag d.21.4.2023 nr.10 [udsolgt]) koncert med Barbro; ord med forfatter Glenn Bech; performance med Les Amazones de l'Art og Wilma Version direkte fra Tchad; vidensdeling om magtelitens strukturer med sociolog Christoph Ellersgaard.
Sydhavns Salon - Sejd (nr.9. oktober 2022). Vølvernes aftenen, et dyk ned i en fortid hvor drøm og virkelighed er vævet sammen. Da Maria Hesselager læste op af vikingeromanen "Jeg er Folkví" fik man en oplevelse af være kroppen på et menneske i en sangopspundet tid og se verden gennem hendes øjne, Da arkæolog Charlotta Lindblom holdt foredrag kom man på oplyst og humoristisk tidsrejse til en historisk tid, hvor legender opstod, Shamanen John Angajoq ramte os i hjertekulen med healende sang og tromme... Den album debuterende elektriske strygerduo Lueenas feat. vokalisten M. Rexen og den visuelle kunstner Slør indrammede salonen i klang og lys med ouverture of afsluttende koncert.
Sydhavns Salon - Pigen, Døden og Dyret (nr.8 september 2022). En aften hvor kompromisløse kunstnere med stort mod og skønhed bevægede sig på kanten eller måske udover kanten af det gængse. Det gældende. Salonen åbnede med den japanske performancekunstner og koncertpianist Eriko Makimura med sit underfulde mix af klassisk klaverkoncert og performance. Forfatter Cecilie Lind læste op af "Pigedyret". Bogen blevet kaldt for en radikal kritik af vores kulturs fetichgørelse af den unge pige. Om begærets magt og hvis blik der gælder. Salonen sluttede med storslået romantisk musik af Schubert, "Døden og Pigen" fremført af den unge Absalon String Quartet.
Sydhavns Salon - Mørkt stof (nr.7 august 2022 [udsolgt]). Salonen lagde ud med at sende os på en rejse ud i rummet med forsker i sorte huller Emil Bjerrum-Bohr fra Niels Bohr Instituttet, og hvorefter Lina Hashims med sin hvirvlende uddrivelsesdans sugede os ind. Mange var kommet for opleve den store digter Søren Ulrik Thomsen læse sine digte, hvilket han gjorde helt suverænt, og folk blev berørt at de natsorte ord og eksistentielle betragtninger. Perfekt var det når bandet Neu Sierra med sangerinden Nana Nørgaard rullede deres inciterende mørkerock ud.
Sydhavns Salon - Passage (nr.6, Maj 2022). Salonen beskæftigede sig med hvordan vi er forbundet i verden, passagen mellem det indre og det ydre, set i kvantemekanisk perspektiv med ingeniør Henning R. Jensen, belyst af Ursula Andkjær Olsens stringente poesi, om at være på den ene eller anden side af hegnet med Wilma Version og hendes statsløse unge performere, en tryllekunstner og en akrobat. For tilsidst at slutte salonen af med en meget smuk koncert med Lucky Lo, der kulminerede i fællessang. Energi og kærlighed.
Sydhavns Salon - Folkedybet (nr.5 september 2021) Fællessang med værten, klaverkoncert med Bisse, forfatter Kirsten Thorup læste fra "Indtil vanvid indtil døden" (der foregår i nazitiden) og oplæg fra Maia Kahlke Lorentzen om hadgrupper.
Sydhavns Salon - Rosens Vilje og Planternes Sang (nr.4 august 2021 [udsolgt]). Salonen beskæftigede sig med temaet menneske/ natur med et forrygende cast som udover forfatter Charlotte Weitze bestod af professor i plantefysiologi Michael Broberg Palmgren, performancekunstner Nana Francisca Schottländer og sangerinden Dicte med duo. Jeg lavede en del forberende arbejde både ifh. til dialog mellem de medvirkende og sammenhæng mellem oplæsning og performance.
Sydhavns Salon - Strukturer for skønhed og vold (nr.3 juni 2021 [udsolgt]). Debutkoncert med den prisvindende unge klassiske Absalon String Quartet, der rammede salonen ind i vild musik af Rued Langgaard, den brillante finske danser og koreograf Noora Hannula med solodanseperformancen "Corona Survivor" skabt til lejligheden, den blændende foredragsholder professor i økologisk økonomi Inge Røpke og ikke mindst digter debutanten Molly Balsby med en forrygende oplæsning, da hun heldigvis kunne træde til, da vores oprindelige forfatter blev syg.
Sydhavns Salonen- den globale krop (nr.2 fredag d.20.11.2020). Koncert med det pladeaktuelle band Brimheim og musik og performance med Jomi Massage, der indrammede lektor Stefan Gaardsmand Jacobsens foredrag om global økonomi. Forfatter Jonas Eika med en intens (intim) oplæsning af "Under solen" . Det lykkes at skabe en Salon med vidensdeling og oplevelse af kunst og musik i et fællesskab. En fra publikum fortalte mig, hvordan hun var blevet positiv overrasket at opleve noget hun ikke kendte til på forhånd.
Sydhavns Salon - længslen efter det ukendte (nr.1 September 2020 [udsolgt] ). Et overdådigt og nærværende show med et cast af beslægtede kunstnere fra forskellige genrer og udtryksformer. Musik med det legendariske punkadelic band Cyklon Anti Cyklon, kultduoen Pipaluk & Cecilie Supernova, guitarekvilibristen Manoj Ramdas, og kontrabassisten Andy Benz. Originale nykomponerede stykker musik til lejligheden. Performance og mimeartist Helle Fuglsang med nyt originalt værk. Tryllekunstner Sunny Cargara, kvanteforsker Jonatan Bohr og forfatter Thomas Boberg, der generøst læste op af sin kommende digtsamling. Temaet for denne salon er "længslen efter det usete" som når den rejsende digter farer vild ned ad ukendte gyder, kvanteforskeren finder skjulte sammenhænge i ting vi ikke kan kan se, rockmusikeren eksperimenterer med uhørte klange og tryllekunstneren tryllebinder os med usynlige kræfter...

